Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 25. september 2024

3 hurtige til Hanne Rasmussen fra Roskilde Synger

3 hurtige til

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 25. september 2024

3 hurtige til

Polyfon har spurgt administrativ og kunstnerisk leder af Roskilde Synger, Hanne Katrine Rasmussen, om hendes arbejde med musik og sang, hvad der inspirerer hende og hvilke drømme hun har for Musikbyen Roskilde.

3 hurtige til Hanne Rasmussen fra Roskilde Synger

Hanne Ros Synger 3

Hanne Katrine Rasmussen, Roskilde Synger

Hanne Rasmussen har været leder af Roskilde Synger siden februar i år. Roskilde synger er et netværk for kor, sangfællesskaber og sangprojekter i Roskilde, som arbejder for at fremme sangglæden i lokalsamfundet og på at formidle og forny den folkelige sangskat.

Musik og fællessang har været en konstant i Hanne Rasmussens liv siden barnsben. Hendes mor er en pensioneret musiklærer, som stadig er fuldt engageret korleder i dag. Morens engagement i musikken ledte Hanne Ramussen til selv at dyrke musik og sang fra en tidlig alder. 

Nogle kender hende måske for hendes musikalske virke som Ukulele Hanne, men hun har haft mange musikprojekter og har sunget i flere kirkelige, klassiske og rytmiske kor fra ungdom til voksenliv.

En uddannelse i musikvidenskab og journalistisk har dygtiggjort hende i at formidle sang og musik til andre, hvilket blandt andre Danmarks Radio, JazzDanmark, Dansk Sang og Roskilde Bibliotekerne har nydt godt af.

Nu er det så Roskilde Synger, som er blevet beriget med Hanne Rasmussens musikalske og projektledende talenter. 

Herunder kan du blive klogere på hendes blik på sangens kraft i et demokratisk samfund, hvad der inspirerer hende i arbejdet med musikken og hvilke drømme hun har for Musikbyen Roskilde.

Hvad optager dig i dit arbejde med musikken lige nu?

”Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan Roskilde Synger bedst støtter op om og giver børn og unge i kommunen mere sang i deres hverdag. 

Jeg tror fuldt og fast på, at sang kan være med til at skabe bedre samhørighed og give mennesker en bedre føling med krop og stemme. Optimalt skal det begynde så tidligt som muligt, så der skal mere sang i skolerne. At kende sin stemme og turde bruge den er super vigtigt i et demokratisk samfund.”

Hanne Ros Synger 6
Hanne Rasmussen spiller en række instrumenter, blandt andet klaver og ukulele.

Hvor finder du inspiration til dit arbejde med musikken?

”Jeg finder rigtig meget inspiration fra de mennesker, jeg møder i min hverdag og den musik, jeg hører. Det kan være til koncerter, men også hvis det bare er på en eller andens telefon på gaden.

Jeg har selvfølgelig nogle go-tos, som jeg altid kan regne med. En af dem er min mor. Hun er pensioneret musiklærer og er stadig leder af tre kor. Hun har en fantastisk entusiastisk tilgang til sangen og musikken, som strømmer igennem hende, og hun kan slet ikke lade være. Derfor er et af korene også et blomstrende landsbykor på 48 medlemmer. 

Min mor kan jeg altid spare med om ideer til mere sang i skolerne, eller hvordan jeg bedst kan støtte op om Roskildes mange kor. Hun er guld værd på mange måder.”

Hvis du tænker fem år ud i fremtiden – hvad er så den største forandring, du håber er sket i Musikbyen?

”Om fem år er sangen synlig på alle skoler i Roskilde - gerne med fast morgensang og store kor. 

Sang er en katalysator for relationer og fællesskab – en tværmenneskelig udtryksform, hvor vi mødes på tværs af alder, køn, politisk overbevisning og endda sprog.

Når vi synger, bliver vi tvunget til at lytte til andre, og man bliver glad i låget af at synge. Man kan ikke skændes efter at have sunget ’Det er i dag et vejr’ sammen.

Sang kan også hjælpe os med at udtrykke de følelser, der kan være svære at sætte ord på. Det kan være en hjælp for mange – også vores børn og unge. 

Så hvis vi får mere sang ind i vores hverdag og institutioner, er jeg sikker på, at vi om fem år vil se en øget trivsel blandt eleverne sammenlignet med i dag.”

Du kan få et indblik i Hanne Rasmussens arbejde og finde mere information om Roskilde Synger her.