Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 3. juli 2024

3 Hurtige til Jeppe Vingum - ny leder af INSP!

3 hurtige til

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 3. juli 2024

3 hurtige til

Jeppe Vingum har arbejdet som musiker, projektleder og endda som direktør! Han har desuden optrådt på og arbejdet for Roskilde Festivalen. Vi har spurgt Jeppe om hans forhold til Roskilde, visioner for INSP! og drømme for Musikbyen Roskilde.

3 Hurtige til Jeppe Vingum - ny leder af INSP!

Jeppe INSP Godt2 LR

INSP! er blevet beriget med en ny leder i skikkelse af Jeppe Vingum. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Jeppe Vingum har et imponerende CV fyldt til randen med musikalske oplevelser. Han har turneret land og rige rundt med en lang liste af danske artister, heriblandt Nabiha, Barbara Moleko, Phlake, Pede B, Kasper Spez, Iris Gold, Wafande og Nelson Can. Det er blevet til over 1000 koncerter i ind- og udland med optræden på de fleste danske festivaler. En musikalsk rejse, der også har taget ham til USA og Japan. Derudover har han arbejdet som producer, kapelmester og drevet et studie i indre København. 

Ved siden af sit musiske virke har Jeppe Vingum uddannet sig i medievidenskab og digital design fra Aarhus Universitet og IT-Universitetet i København. På den baggrund har Jeppe arbejdet som projektleder for blandt andet Volcano A/S, Monsterlab og Strøm Festival og været direktør hos den online musikundervisningsplatform musikundervisning.dk. 

Det er altså ikke hr. hvem-som-helst, der har overtaget dirigentstokken hos INSP!. Vi har opknappet tre kolde fra spørgsmålskassen til Jeppe Vingum Jørgensen. 

Du bor i København, men hvad tiltrak dig ved at arbejde i Roskilde?

Roskilde har altid tiltrukket mig og haft en stor plads i mit hjerte og bevidsthed. Jeg har været fast gæst på Roskilde Festivalen i 15 år, hvor jeg har været så heldig både at stå på og bagved scenerne. Jeg har optrådt der syv gange og har arbejdet som årsfrivillig kommunikationsansvarlig for det tidligere Roskilde Rising. Fra sidelinjen har jeg fulgt med i udviklingen af hele Musikbystrategien og tilblivelsen af Musicon-området - både omkring Bandakademiet, Ragnarok, Højskolen og senest DSA.

Jeg er særligt tiltrukket af Roskilde Kommunes ambitionsniveau samt den fællesskabsfølelse Roskilde har, og som jeg allerede kan fornemme efter jeg er startet. Derudover har jeg flere personlige- og arbejdsrelationer som har slået sig ned i Roskilde over de senere år, så det er jo en bonusgode.

INSP er et sundt og veldrevet sted med dedikerede medarbejdere og frivillige, men er der særlige facetter ved INSP’s fremtid, du håber at være med til at ændre som leder?

Der sker rigtig meget på INSP, og vi kigger ind i en fremtid, hvor behovet for fællesskaber formentlig kun bliver større set i lyset af de udfordringer, som blandt andet unge står med. Jeg håber at kunne være med til at understøtte medarbejderne og organisation til at stå endnu stærkere, så INSP kan understøtte endnu flere fællesskaber og initiativer på tværs af forskellige målgrupper.

INSP er et helt særligt sted som gaber over mange forskellige typer mennesker og aktiviteter, og jeg håber at kunne være med til at gøre netop dette unikke aspekt endnu mere tydeligt således, at endnu flere kan få glæde og gavn af stedet.

Hvis du tænker fem år ud i fremtiden – hvad er så den største forandring, du håber er sket i Musikbyen?

Jeg drømmer om, at Musikbyen Roskilde har udviklet sig til Danmarks foregangseksempel på, hvordan musik og kultur kan være centrale brikker i at fremme det gode liv. Et sted andre kommuner (og måske udlandet) kigger hen for at finde inspiration til, hvordan man gennem musikalske og kulturelle initiativer kan være med til at fremme sundhed, trivsel, kreativitet og mangfoldighed for borgerne.