Når du cykler ned til dit lokale spillested for at skråle med på musikken fra dit yndlingsband, fylder det sandsynligvis ikke i dine tanker, om spillestedet har bæredygtige ambitioner.

Og heldigvis for det, lyder det fra daglig leder af spillestedet VoxHall i Århus, Tom Fjederholt.

For selvom VoxHall prioriterer den grønne omstilling, er de først og fremmest et spillested, hvis rolle er at tilbyde gode koncerter til sit publikum.

”Der er ikke nogen, der kommer på Voxhall, fordi vi har en grønnere eller mere bæredygtig profil, end andre. De kommer, fordi de vil høre et orkester,” siger han.

I dag er mange spillesteder og festivaler klar til eller i gang med at omlægge sig til det mere bæredygtige. I rundspørgen ’Kortlægning af grøn omstilling på koncertsteder og festivaler i Danmark’, svarer 96%, at de ønsker at reducere deres klimaaftryk. Men sådan var det ikke, da VoxHall startede deres grønne rejse.

De første af de nye

Samme år som FN vedtog sine 17 verdensmål, besluttede VoxHall sig for en ny strategi under navnet 'Spillested 1.0’. Strategiens fundament var tre nye fokusområder: nærhed, samarbejde og bæredygtighed. Dengang var der ikke mange koncertsteder, der tænkte i bæredygtige løsninger, men VoxHall så det som sin moralske pligt at bidrage i klimakampen med det, de kunne.

”Vi ville ikke være de sidste af de gamle i arbejdet med bæredygtighed, vi ville være de første af de nye,” siger Tom Fjederholt.

Det første grønne træk var at optimere energiforbruget. De installerede solceller på taget, bevægelsessensorer på nye LED lys, udskiftede pissoirer og termostater på radiatorerne.

Med tiden har de erstattet plastikflasker backstage med en vanddispenser. Artister får udelukkende økologisk vegetarmad, og personalet tørretumbler ikke, men hænger klude og viskestykker op på et tørrestativ i salen.

Selvom det har været en udgift for VoxHall at installere løsningerne, betaler det sig, hvis man har de lange briller på. ”Vi har nedbragt vores energiforbrug betydeligt og sparer 30 procent på el, vand og varme med de større og mindre tiltag”, forklarer Tom Fjerderholt.

På den anden side af Storebælt kom et spillested i Roskilde med på den bæredygtige omstilling – blot nogle år senere end Voxhall. Gimle valgte dengang at tage udgangspunkt i FN’s 12. Verdensmål, som omfatter bæredygtigt forbrug og produktionsformer. De gik i gang i et tempo, alle ansatte og frivillige kunne være med på, og hvor god drift og kunstnerisk integritet stadig var det primære fokus.

Og det er okay at tage tingene i sit eget tempo og huske, at den grønne omstilling er en kontinuerlig proces:

“Man skal ikke skamme sig over ikke at have løst det hele. Det vigtigste er at komme i gang med noget overskueligt. For eksempel fokuserede vi tidligt på at affaldssortere mere bæredygtigt og udskiftede alle vores ølglas til vaskbare plastikkrus,” lyder det fra spillestedsleder på Gimle, Torben Eik.

Med tiden har de udskiftet glødepærer til LED lys, og de fleste gamle vinduer er skiftet til bedre isolerende alternativer. Maden, Gimle serverer for personale og artister, er overvejende lokal og økologisk, og de undgår klimasyndige fødevarer som oksekød.

CO2 beregning – skidt og kanel

Hvis man som kulturinstitution vil lave en vedvarende grøn omstilling, bør man lægge en god strategi med forbedringsmål, man kan følge op på. Det mener de to spillestedsledere, og det bakkes op af to bæredygtighedseksperter, Christian Bjerrum Gade og Hanne Halbye, vi talte med i en tidligere artikel. 

Et første skridt i strategien kan være CO2 beregninger, som giver et indblik i, hvor man står ved startskuddet af sin omstilling. Senere kan man lave nye beregninger og se, om man har forbedret sig og derfra lave nye mål. På den måde arbejder man sig langsomt men sikkert fremad.

Man kan også gå skridtet videre og få nogle sagkyndige til at komme ud og kigge ens forhold igennem. Det gjorde Gimle.

“Vi har deltaget i forløbet Grøn Puls med Erhvervsforum i Roskilde, som tilbød et gratis energitjek. Der kom to ingeniører ud, som kravlede rundt på loftet og nede i vores kælder. De fandt alle mulige oplysninger, vi ikke selv ville have fundet frem til. Vi er jo ikke uddannede ingeniører, så det kan godt være svært at få den viden, hvis den ikke kommer fra professionelle,“ siger Torben Eik. Grøn Puls er et energitjek til virksomheder og private boligejere. Læs mere om GrønPuls her.

VoxHall har også arbejdet med emissionsberegninger, og selvom Tom Fjederholt kan se det gode i dem, er der nogle af dem, han forholder sig skeptisk til. Specielt det nye Klimakompasset fra Erhvervsstyrelsen.

”Det bliver absurd, når jeg skal redegøre for, hvor mange kuglepinde jeg købt, og hvor stor emissionsfaktoren er på en gulerod eller en IPA frem for en pilsner. Det tager for lang tid, og det er simpelthen for ligegyldigt i det samlede billede.”

Ifølge Tom Fjederholt er Klimakompasset god, hvis du er en produktionsvirksomhed, og det er vigtigt, hvor mange tons aluminium eller hvor meget svejsevæske du bruger. Men når det kommer til kulturlivet, kan det ende med at dræbe en medarbejders motivation for at skabe positive forandringer.

I stedet bør man fokusere på sammenlignelige gennemsnitsberegninger og de store linjer, som kan sammenlignes internt i kulturbranchen.

”Hvor ligger de største belastninger for branchen, og hvordan laver vi en indsats for at komme de områder til livs? Så vil afkommet være stort. Men om jeg køber 10 eller 30 kuglepinde, det er jo ikke det, der gør forskellen,” siger han.

Et fælles arbejde: sparring og transparens

Mange spillesteder og festivaler tænker efterhånden bæredygtighed ind i deres arbejde i større eller mindre grad, og det er vigtigt, at man deler det gode man gør med sine kolleger i branchen.

“Måske kan man kopiere noget godt eller undgå at bruge unødig tid og penge, fordi andre har forsøgt sig med det samme uden held,” lyder det fra Torben Eik.

Nogle bæredygtige løsninger kræver ikke sparring og viden udefra, lyder det fra Tom Fjederholt. Det handler simpelthen om at tage et valg i sin organisation: vil man have solceller på taget, servere vegetarisk mad og skifte glas ud med vaskbare krus.

Men så er der andre løsninger, der kan være sværere at gribe om alene. Det gælder for eksempel transportproblematikken. Her efterlyser de to spillestedsledere bedre sparring og større transparens i branchen.

Tom Fjederholt har rejst et forslag i Århus Kommune om et klima-kulturborgerting bestående af branchefolk og borgere, hvor borgerne kan få lov til at stille alle de "uærbødige" spørgsmål og tænke ud af boksen uden at skulle overveje drifts- og støttemidler, som kulturorganisationerne skal.

”Man kan sidde i en osteklokke som branche. Hvis der var nogen udefra, der kunne kigge en over skulderen og få øje på potentialerne, så tror jeg, der kunne være masser af gevinster at hente,” siger han.

Bil, tog eller cykel?

Man kommer ikke uden om problematikken ved transport, når man afholder en koncert. Artister, publikum og ansatte skal fragte sig fra nær og fjern for at mødes til den fælles koncertoplevelse.

I den forbindelse kan der være gode grunde til at vælge lokale eller nationale artister frem for et lineup af udenlandske navne. Det kan give økonomisk mening for spillestedet samtidig med, at det fremmer dansk musikliv og giver et mindre klimaaftryk. Det mener Torben Eik fra Gimle.

“De fleste af vores artister og de fleste af vores kunder er lokale, så de kan tage offentlig transport. Det gør artisterne ikke altid, da de skal have gear med, men de kører ikke særlig langt,” lyder det fra Torben Eik, som understreger, at de også har internationale navne på programmet af og til, mens publikum stadig er overvejende lokalt.

“Så i stedet for, at 500 mennesker skulle tage til USA eller Polen for at se artisten, så inviterer vi dem her til, og så kan publikum cykle eller tage toget.”

I Nordjylland har Aalborg Kongres & Kultur Center fokus på at reducere CO2-udledningen ved deres kulturarrangementer gennem en nudging fra privatbilisme til kollektiv transport. Det sker i projektet ’Sammen om en grønnere kultur’ i et samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab og Ticketmaster. Ved at scanne en unik kode kan koncertgæsterne rejse gratis i offentlig transport til alle arrangementer, som AKKC afholder.

Tom Fjederholt har rejst et lignende forslag til Kulturrådmanden i Aarhus. Han så dog gerne, at man bredte det ud til hele kulturlivet.

”Om du skal i Tivoli med familien, på kunstmuseum med kæresten eller på stadion og se en fodboldkamp med vennerne, kunne du få gratis eller billigere transport. Det tror jeg ville give borgere et incitament til at vælge den offentlige transport og lade bilen stå i garagen,” siger han.

To skridt frem, et tilbage

Både VoxHall og Gimle agerer i offentlige og fredede bygninger. Det er på sin vis en velsignelse, fordi begge spillesteder får kommunal støtte til driften, men det har også vist sig at medføre en del udfordringer i det grønne og bæredygtige arbejde. Blandt andet fordi der kan være holdninger udefra, man ikke er herre over.

”Det kan være, at byplansarkitekten har en holdning til, om man må sætte solceller op eller bygningens arkitekt, der har en holdning, selvom det er 30 år siden, den blev bygget. I og for sig er det stadig deres arkitektur, og det skal man tage højde for,” lyder det fra Tom Fjederholt.

Også hos Gimle har man oplevet, at det tager længere tid at rykke på forbedringer i fredede bygninger, fordi ændringer kræver tilladelser. Derfor tager Gimle det i etaper, når der er tid og penge til det.

“Vi har med økonomisk støtte fra Nordea Fonden nyligt udskiftet hele taget for at få bedre isolation. Men vi må vente med vores ventilationssystem, selvom vi også gerne vil skifte det til et grønnere alternativ. Det mangler vi både tilladelser og finansiering til,” fortæller Torben Eik.

Kommunerne har selv sagt også en stemme ved beslutningsbordet hos kommunale spillesteder, hvilket kan føre til uforudsete situationer. 

For eksempel skulle VoxHall gemme de gamle glødepære-lamper flere år efter, de havde skiftet dem ud med bedre bæredygtige alternativer. Argumentet fra kommunen var, at hvis VoxHall en dag skulle overdrages til nye hænder, kunne det ske, at man ville genetablere de gamle lamper med glødepærer i huset.

”Det bliver jo absurd et eller andet sted. Det er højst usandsynligt og ikke særlig fremadskuende. Så efter at have de gamle glødepærer-lamper liggende i fem år, har vi nu afleveret dem til genbrug,” lyder det fra Tom Fjederholt.

Metal eller plastik?

På samme måde kan spillestedet møde problematikker i de samarbejder, de har med privatejede virksomheder, da man ikke nødvendigvis har samme bæredygtige mål.

Et stort affaldspunkt for spillestederne er ølfustagerne, som spillestederne kværner mange af i løbet af en koncertsæson. På et tidspunkt udskiftede ølproducenterne de gamle metalfustager med nye af plastik. Metalfustagerne blev renset og genbrugt af ølproducenterne, som både bragte og hentede fustagerne til spillestederne. Sådan er det ikke i dag med plastikfustagerne.

Det var på sin vis et godt initiativ at nedbringe transporten og spare det vand, man skulle bruge til at rense metalfustagerne med. Men på den anden side har branchen ikke et system, der genbruger plastikfustagerne, og de strander som engangsplastikaffald hos spillestederne, fortæller Tom Fjederholt.

”Det gjorde, at vi fik en dårligere grøn profil, fordi vi pludselig stod med en masse plastikaffald, som vi skulle håndtere,” siger spillestedslederen og fortsætter:

”Jeg håber, vi kan finde en bedre løsning end den nuværende. For eksempel ved at kigge mod Holland, som har et velfungerende genbrugsretursystem på deres fustager eller ved at inkludere fustagerne i det eksisterende danske retursystem.”

Ligesom i et godt eventyr er der udfordringer de danske spillesteder må overkomme undervejs i deres bæredygtige rejse. Men selvom det kan være bøvlet, skal man - i modsætning til i eventyret – ikke forvente det halve kongerige for arbejdet.

”Vi får ikke kæmpe klapsalver for arbejdet. Der er ikke nogen af os, der får guldmedaljer for det,” lyder det fra Tom Fjederholt, som konkluderer:

”men at være på vej og i gang, det er vigtigt for at bidrage til en kollektiv forandring.”