Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 9. oktober 2024

Hvem ejer Roskildes musikhistorier?

Skrevet af Aske Øland Kjærgaard

onsdag den 9. oktober 2024

Inspiration kan komme mange steder fra. Polyfons redaktør, Aske Øland, fortæller her, hvordan Grasp Festival 2024 inspirerede ham til at give mikrofonen videre til kreative indholdsskabere fra Roskilde kommune, som ønsker en lokal platform at udkomme på. Det kan være en podcast, billeder, koncertanmeldelser eller andet spændende indhold fra Musikbyen. Polyfon stiller sine kanaler til rådighed til Musikbyens kreative stemmer!

Hvem ejer Roskildes musikhistorier?

Unge snakker 1

Hvem ejer Roskildes musikhistorier? Det gør alle, der bruger og bebor den. Derfor bør historierne også fortælles af så mange forskellige stemmer som muligt. Foto af Aske Øland Kjærgaard.

UGE 40: Et par regnvåde oktoberdage rullede GRASP Festival 2024 ind over Musicon. Sammen med de mange andre bæredygtighedsinteresserede, trodsede jeg regnen og tog på opdagelse i de interessante samtaler om bæredygtig forandring.

Dagene bød på masser af tankefoder om menneskets rolle i en hurtigt foranderlig verden med de teknologiske, økologiske, etiske og samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor.

Mellem bæredygtighedstematikkerne fangede særligt to oplæg om historiefortælling min interesse.

Stemning 8
Grasp 2024. Foto af Aske Øland Kjærgaard.

Hvem ejer historierne?

Det første oplæg om historiefortælling bar titlen ’Who owns the stories?‘. På scenen var den engelske forsker Jess Crombie fra University of the Arts, London. 

Jess Crombie har dedikeret de seneste næsten to årtier af sit professionelle liv til at advokere for en mere hensynsfuld og etisk tilgang til dokumentarisk historiefortælling. Det skal ske ved at give mere magt til de lokale i fortællingerne. 

Who owns the stories 4
Jess Crombie på scenen til oplægget 'Who owns the stories?'. Foto af Aske Øland Kjærgaard.

Man kan som udefrakommende dokumentarist have alle de bedste intentioner, men ofte er de lokale bedst til at dokumentere den verden, de lever hver dag. Selv hvis de ikke er uddannede dokumentarister, lød det fra scenen. 

Tilgangen har Crombie givet den knap så mundrette betegnelse "bidragsydercentreret historiefortællingspraksis”.

Mobile beretninger

Samme tilgang har Plan Børnefonden arbejdet med i en årrække gennem ’mobile journalism’, forkortet mojo. Plan Børnefondens Kirsten Brogaard var på Grasps 'Orange Scene' sammen med Jess Crombie i oplægget ’Engaging the unengaged youth’. Med afsæt i Crombies bidragsydercentrerede tilgang, fortalte Kirsten Brogaard om, hvordan Plan Børnefonden har gode erfaringer med at lade lokale unge i over 40 lande dokumentere deres hverdag med mobiltelefoner. Sammen med Plan Børnefondens kommunikationsafdeling har de lokale unge strikket optagelserne sammen til videokampagner.

Engaging 6
Jess Crombie og Kirsten Brogaard i samtale til oplægget 'Engaging the unengaged youth'. Foto af Aske Øland Kjærgaard.

”Mange af vores historier tager afsæt i udfordringer, dilemmaer eller succeser fra unge menneskers hverdag. Vi er af den overbevisning, at de historier er de lokale unge bedst til selv at fortælle,” lyder det fra den tidligere chefredaktør for Plan Børnefonden, Sune Gudmundsson, i en artikel fra 2022.

Samme pointe lød fra Kirsten Brogaard på Orange Scene. Hun har aldrig i sit professionelle virke afgivet så meget ansvar, men samtidig fået så meget igen. Mojo projekterne viste kreative resultater gennem nye tilgange til dokumentarisk historiefortælling. Det kan skyldes, at de involverede unge ofte ikke er uddannede historiefortællere og derfor har en mere umiddelbar tilgang til billede- og videokommunikation, fortalte hun.

Polyfonisk historiefortælling

De to oplæg om historiefortælling på Grasp Festival ledte mine tanker hen på Polyfons rolle i Musikbyen. For kan man lære af den bidragsydercentrede historiefortælling og Plan Børnefondens mojo-projekt i en mindre, lokal skala?

Måske kan det give et mere nuanceret billede af Musikbyen Roskilde at høre fra flere kreative stemmer indefra. Roskildes musikhistorier ejes nemlig af alle, der bruger og bebor Musikbyen til daglig. Derfor bør historierne også fortælles af så mange stemmer som muligt.

Polyfon vil gerne eksperimentere med den bidragsydercentreret historiefortælling ved at give lokale, kreative mennesker en stemme på vores platform. Samtidig vil vi give tilbage i form at sparring og rådgivning på de kreative produkter.

Vi sætter vores platform og kanaler til rådighed til dig, der har lyst til at fortælle din historie om Roskilde som Musikkommune. Det kunne være en podcast, billeder, koncertanmeldelser eller noget andet, du brænder for.

Det eneste krav er, at det skal tage udgangspunkt i Roskilde som Musikby og være frivilligt (læs ulønnet). Det vil sige, at man skal gøre det for at udfordre sig selv i et kreativt felt, modtage sparring og rådgivning og få sit produkt ud til hele Roskildes musiknetværk.

Har du eller nogen du kender en podcaster, skribent, kunstner eller fotograf i maven? Har du lyst til at prøve kræfter med at lave indhold og udkomme med det på en lokal platform? Er du en del af en mindre festival og har lyst til at overtage vores Instagram, mens jeres festival kører?

Hvis det lyder interessant eller du har andre gode idéer, så kontakt mig. 

KONTAKT

IMG 9033 mindre

Aske Øland Kjærgaard

Redaktør, Polyfon