Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Emil Sørensen

tirsdag den 14. november 2023

Podcasten 'Kreativitet og trivsel': Glæden ved musik og dans (Episode 9)

Podcast

Skrevet af Emil Sørensen

tirsdag den 14. november 2023

Podcast

Sammen med pædagog Charlie Kongsø og koreograf Thomas Nørskov forsøger vært Pelle Leth og psykolog Henrik Tingleff at finde ud af hvordan fællesskaber omkring musik og dans kan skabe mere glæde i børn og unges hverdag.

Podcasten 'Kreativitet og trivsel': Glæden ved musik og dans (Episode 9)

Episode 9 Webgrafik

Charlie Kongsø (venstre) er klubpædagog og medejer af det socioøkonomiske pladeselskab Komplx Records. Thomas Nørskov (højre) er koreograf hos Aaben Dans. Foto: Privat. Grafik: Emil Sørensen.

”Kan vi inducere mere glæde i vores unge mennesker og kan vi lære dem aktiviteter, som bidrager til glæde, så sender vi dem bedre ud i livet”

Sådan indleder psykolog og adfærdsekspert Henrik Tingleff dette podcastafsnit, som undersøger hvordan musikalsk udfoldelse kan bidrage til at højne glæden blandt børn og unge.

I studiet har han og værten Pelle Leth, der til daglig er musikkoordinator i Klub Roskilde Øst, inviteret to gæster i studiet. Den ene er Charlie Kongsø, der er klubpædagog og medejer af det socioøkonomiske pladeselskab Komplx Records og den anden er Thomas Nørskov, der er koreograf og dansefacilitator på Aaben Dans.

Sammen har de kørt et samarbejdsprojekt, hvor en gruppe unge har skabt en helt særlig koreografi sammen og i den forbindelse oplevet hvordan musikalsk udfoldelse skaber glæde og dermed samhørighed i en gruppe.

Glæde og oxytocin

Du har måske hørt ordet oxytocin før. Eller måske har du hørt det omtalt som ”kærlighedshormonet” eller ”lykkehormonet”. Ifølge Henrik Tingleff er det mest oplagte navn til oxytocin dog ”glædeshormonet” og det er fordi at oxytocin er en neurotransmitter der gør at vi føler os afklarede, rolige og fylder os med glæde.

Interessant nok fandt den amerikanske neuroforsker Paul J. Zak ud af at hvis personer i et team oplever godt samarbejde, glæde blandt sine kollegaer og tillid i arbejdsgruppen, så stiger oxytocinproduktion. Den øgede oxytocinproduktion gør så at det nemmere er nemmere at indgå i gruppen og arbejde effektivt sammen.

Disse data gør selvfølgelig, at Henrik er interesseret i hvordan musik og dans kan være med til at skabe gode forhold for vores oxytocinproduktion og heldigvis har han de helt rigtige mennesker i studiet til at undersøge dette nærmere.

SWOP-dansen

I Roskilde er vi så heldige at have Swop-festivalen – en international dansefestival for børn der skabes af Aaben Dans i samarbejde med en lang række samarbejdspartnere. Til hvert års festival bliver der skabt en særlig SWOP-koreografi, som de voksne koreografer – heriblandt Thomas Nørskov - skaber og beder en musiker om at akkompagnere.

Men i 2021 vendte man konceptet om og lod børnene selv skabe koreografien. Samtidig bad man nogle unge i miljøet omkring Charlie Kongsøs pladeselskab Komplx Records om at komponere musikken dertil.

Et hold af unge blev sat sammen og udviklede i processen en særlig samhørighed. Løbende fik de nemlig gennem den legende tilgang til musikalsk udfoldelse en større tillid til hinanden og det skabte en gruppe, der i dag har en særlig dynamik.

”Jeg har danseholdet nu, hvor de er ved at forberede noget til Aalborg Festivalen og jeg kan tydeligt mærke, at hvis der er nogen der hænger lidt med mulen, så kan jeg bruge den her oplevelse og sige: ’Kan I huske dengang, vi gjorde det her? Det var for sindssygt. Det skal vi da gøre igen’”, forklarer Charlie Kongsø.

Henrik Tingleff mener, at der er store perspektiver i at arbejde mere med hvordan musikalsk udfoldelse og bevægelse kan være med til at skabe mere tillid og dermed mere glæde i hverdagen – også i en mere voksen og professionel kontekst.

”Jeg synes at vi sidder med et projekt her, der viser, at vi skal have nogle af de der massagebrikse på arbejdspladserne ud og starte noget rytmisk musik op i stedet for, så vi kan danse lidt i arbejdstiden.”

Er du blevet nysgerrig på hvordan musik, dans og glæde hænger sammen, så kan du lytte til podcasten i playeren ovenfor eller der hvor du normalt lytter til dine podcasts.