Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Emil Sørensen

mandag den 20. november 2023

Sådan skriver du en god ansøgning til "Udviklingspuljen for Alle Tiders Musikby"

Skrevet af Emil Sørensen

mandag den 20. november 2023

Vi har spurgt Kit Lindved Sværke, der er projektleder for Roskilde Kommunes musikbystrategi, om hendes bedste råd til at skrive en god ansøgning til Udviklingspuljen for Alle Tiders Musikby.

Sådan skriver du en god ansøgning til "Udviklingspuljen for Alle Tiders Musikby"

DSC01002

Kit Lindved Sværke er projektleder på Roskilde Kommunes musikbystrategi og ansvarlig for 'Udviklingspuljen for Alle Tiders Musikby'. Foto: Emil Sørensen.

Hvert år afsættes 850.000 kroner til 'Udviklingspuljen for Alle Tiders Musikby', som foreninger, grupper, institutioner og enkeltpersoner i Roskilde kan søge, hvis de har en god idé der kan være med til at udvikle Roskilde som en musikby.

Kit Lindved Sværke er projektleder hos Roskilde Kommune med ansvar for musikbystrategien inkl. udviklingspuljen. Det er Kits opgave, at rådgive og vejlede ansøgere og præsentere ansøgninger for Musikbyudvalget, der i sidste ende beslutter hvorvidt et projekt kan opnå støtte. 

Med andre ord har Kit igennem årene rådgivet et hav af ansøgere til puljen og hun er derfor den helt rigtige at spørge om gode råd til ansøgningsprocessen. Det har vi gjort, og det er blevet til disse fem gode råd.

1. Søg rådgivning

Kit råder alle, der sidder med en god idé til at søge rådgivning hos hende eller hos Musikbysupervisor, Mikael Pass, som også står til rådighed for sparring ift. puljen. På den måde kan man nemlig hurtigt finde ud af om ens idé har den rette flyvehøjde ift. at opnå en bevilling, og man kan få stillet nogle af alle de spørgsmål, der melder sig når man har læst kriterierne for puljen igennem. 

"Mange bliver overraskede over hvor meget hjælp de egentlig kan få og hvor meget vi står til rådighed, men vi vil rigtig gerne hjælpe og sørge for at ansøgningerne bliver så gode som muligt. Man skal ikke være bange for at tage kontakt," forklarer Kit.

2. Vis at projektet passer ind i Musikbystrategien

Det er ifølge Kit vigtigt, at orientere sig i musikbystrategien, for hele formålet med puljen er at støtte projekter, som understøtter målsætningerne i strategien, der er formuleret som "musik sammen" og "musik for alle."

Målsætningen "Musik for alle” lægger op til projekter, der skaber glæde, trivsel og fællesskab, samt sikrer at alle borgere har mulighed for at opleve musik, udtrykke sig musikalsk eller være skabende på og bag scenen.

Med "Musik sammen” indbyder strategien til projekter, der skaber rum for at arbejde på tværs af fagområder, aktører og institutioner og på den måde skabe nye projekter og musikalske mødesteder sammen.

I følge Kit, kan det være en god idé at være meget tydelig omkring hvordan projektet lever op til disse målsætninger - også selv om det kan virke åbenlyst. 

"Man står stærkest hvis man skriver sig direkte ind i strategien i sin ansøgning. Jeg kan måske godt gennemskue, hvordan det passer ind i strategien, hvis man ikke gør det, men så har jeg en større opgave overfor Musikbyudvalget, hvor der jo sidder mange forskellige mennesker, der måske ikke har den samme forforståelse" forklarer hun.

Du kan læse Roskilde Kommunes musikstrategi på dette link.

3. Vær opmærksom på formalia

Det er ifølge Kit vigtigt at sætte sig godt ind i de formelle krav til ansøgningen. Det hele står på Roskilde Kommunes hjemmeside, hvor man kan læse om vurderingskriterier, ansøgningsfrister, beløbsgrænser og meget andet. 

"Man skal huske at læse alle punkter på hjemmesiden igennem, så man sikrer, at man ikke søger til noget vi ikke støtter. F.eks. ting som udstyr eller kommercielle foretagender," forklarer Kit.

Du finder alle krav til ansøgningen her

4. Brug Polyfon til at finde samarbejdspartnere

En af de ting, der vægtes højt når Musikbyudvalget vurderer ansøgerne er i hvilken grad projektet formår at skabe nye samarbejder mellem forskellige aktører i musiklivet og det er der en særlig grund til. 

"Når vi vægter samarbejde så højt, er det fordi vi kan se, at det ofte resulterer i mere bæredygtige projekter, der har nemmere ved at fortsætte, ligesom at samarbejdsprojekter også oftere har en større gennemslagskraft, fordi flere er med til at fortælle om projektet," siger Kit.

Hun råder derfor interesserede ansøgere til at søge i Polyfons Facebookgruppe, samt i kartoteket på hjemmesiden, hvis de har brug for at finde nogen at samarbejde med. Faktisk mener hun også, at det kan være sundt for ansøgere, der allerede har etableret et samarbejde, at kigge i kartoteket. 

"Ved at bruge Polyfons Facebookgruppe samt kartoteket på hjemmesiden, kan man måske blive inspireret til at finde nogle nye at samarbejde med, end dem man normalt samarbejder med. Det kan også være man finder ud af at der er plads til flere i projektfællesskabet," forklarer Kit. 

Søg puljen i 2024

I 2024 åbner puljen op igen. Puljens samlede midler bliver uddelt, således at halvdelen udbetales i den første halvdel af året og den anden halvdel uddeles sidst på året. 

For ansøgninger over 25.000 kr. er der 4 ansøgningsfrister i 2024: 8. januar, 29. april, 5. august samt 7. oktober 2024.

Ansøgninger over 25.000 kr. vurderes af Musikbyudvalget på det første udvalgsmøde efter ansøgningsfristen.

Ansøgninger under 25.000 kr. kan søges løbende og behandles administrativt af Kit. 

Er du interesseret i at søge puljen, kan du læse mere om ansøgningsprocessen på dette link

Relaterede artikler