Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Emil Sørensen

onsdag den 14. juni 2023

Podcasten 'Kreativitet og Trivsel': Kom med til redaktionsmøde (Episode 1)

Podcast

Skrevet af Emil Sørensen

onsdag den 14. juni 2023

Podcast

I første episode af podcasten 'Kreativitet og Trivsel' kommer du med til redaktionsmøde med musiklærer Anders Hvidberg, musikkoordinator Pelle Leth og psykolog- og adfærdsekspert Henrik Tingleff. Sammen skal de finde ud af hvad podcasten skal handle om.

Podcasten 'Kreativitet og Trivsel': Kom med til redaktionsmøde (Episode 1)

Episode 1 Web

Fra venstre: Musiker og musiklærer Anders Hvidberg, psykolog og adfærdsekspert Henrik Tingleff og musikkoordinator Pelle Leth. Sammen er de faste værter på podcasten 'Kreativitet og trivsel'. (Foto: Privat. Grafik: Emil Sørensen)

I podcasten 'Kreativitet og Trivsel' har musiklærer Anders Hvidberg og musikpædagog Pelle Leth sat psykolog- og adfærdsekspert Henrik Tingleff i stævne for at finde ud af om skabelse af musik og deltagelse i musikalske fællesskaber kan være med til at skabe mere meningsfulde liv for børn- og unge.

I første episode af podcasten skal du med til redaktionsmøde, hvor Anders, Pelle og Henrik forsøger at lægge en plan for, hvad der skal ske i de kommende afsnit. En plan der tager udgangspunkt i hver af værternes motivation for at deltage i podcasten. 

Præstation, pædagogik og psykologi

For Pelle Leth, der til daglig arbejder som musikfaglig medarbejder i en fritidsklub, handler det om at finde ud af hvordan musik kan være med til at udvikle mennesker.

"Jeg har altid haft et brændende ønske om at udvikle mennesker og har igennem de sidste otte år set at kunst og kultur gør noget godt ved unge mennesker og deres trivsel. Det er et fantastisk værktøj til at lave fællesskaber, men det er jo bare min praksiserfaring, så jeg synes det er vildt spændende at få en psykolog til at sætte nogle flere ord på," forklarer han og hentyder til den viden som psykolog og adfærdsekspert Henrik Tingleff bidrager med til programmet. 

For Anders Hvidberg, som til daglig er musiklærer på Roskilde Musiske Skole, er motivationen at nytænke de måder man som lærer på musikskolerne går til mødet med børn og unge på. 

"Vi har i musikskoleregi måske været rigtig gode til at have det musik- og kunstfaglige blik på vores arbejde med børn og unge, og måske mindre på alt det der fylder i et børne- og ungdomsliv rundt om den kreative aktivitet," siger han. 

For Henrik Tingleff handler det om at få stillet sin professionelle nysgerrighed og se konkrete eksempler på de temaer, der præger den nyeste psykologiske forskning i disse år.

"Jeg er selv nysgerrig på hvad vi kan få ud af som mennesker at fordybe os i noget og bruge mange timer på noget. Hvad er det vi får ud af det udover selve færdigheden, som vi tager med os?", siger han og fortsætter: 

"Det kunne jo være super interessant, hvis vi kunne identificere at vi gennem musik, kunst, kreativitet, dans, digtoplæsning osv. rent faktisk kan skabe mere robuste og mere kompetente samfundsborgere."

Hvad planen ender med at blive, skal du høre podcasten for at finde ud af og det kan du gøre ovenfor eller via din foretrukne podcast-app.