Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt

Skrevet af Emil Sørensen

mandag den 20. november 2023

'Stemmer fra Musikbyen': Julie Marias transformation i Trekroner (Episode 1)

Podcast

Skrevet af Emil Sørensen

mandag den 20. november 2023

Podcast

Sanger, sangskriver og Trekroner-baseret musiker Julie Maria fortæller i denne podcast om sit liv med musikken, projektet "Hold Det Lokalt" og hvordan hendes liv ændrede sig da hun flyttede til Trekroner.

'Stemmer fra Musikbyen': Julie Marias transformation i Trekroner (Episode 1)

16 9 Full Interview 00 04 53 14 Still002 2

Julie Maria er denne episodes gæst i podcasten 'Stemmer fra Musikbyen'. Foto: Emil Sørensen.

I denne første episode af podcasten 'Stemmer fra Musikbyen' er sanger, sangskriver og Trekroner-baseret musiker Julie Maria gæst i Polyfonstudiet. 

Julie Maria har syv anmelderroste album bag sig, og du kender hende måske fra nummeret ”Uden Hinanden”, som er titelsangen til den populære DR-julekalender Pagten. Eller også kender du sangen ”Frihedens Lysdøgn”, som i 2020 vandt Alsangs store sangskriver-konkurrence og blev en del af Højskolesangbogen. Hun har desuden samarbejdet med navne som Tina Dickow, Steffen Brandt, Tim Christensen, Mads Langer, Søren Huss, Hella Joof og Clemens.

Julie Maria har i de seneste år været i en transformationsproces, hvor hun har forsøgt at finde en ny musikalsk begyndelse med det hun selv kalder ”sange i dyb dur".

Det er en proces, hun har startet fra hendes relativt nye hjem i Trekroner uden for Roskilde, og som blandt andet udfolder sig i et samarbejde med det lokale spillested Gimle, som hun har indgået et spændende partnerskab med, som du kan blive klogere på i denne episode.

Transformation i Trekroner

Julie Marias karriere kørte sådan set på skinner. Hun indspillede med dygtige musikere, havde fået en P3's Uundgåelige, var signet på et stort pladeselskab og stod lige foran at skulle følge op på pladen "Yaguar", der havde høstet store roser fra både fans og anmeldere. 

Midt i den hektiske periode i hendes liv, hvor alting skete på en gang, sneg der sig dog en usikkerhed ind i hendes tanker, der gjorde det svært at nyde successen. Og snart begyndte heldet også at svigte hende.  

"Vi skulle skyde en video med ild, røg og det hele og det fungerede bare ikke. Det ene og det andet gik ned og videogrejet blev stjålet klokken fem om morgenen i en bil på Gammel Kongevej. Det blev for mig et tegn. Der var bare noget her, der ikke var i flow. Kort tid efter gik mit system ned i hvad man jo nok i dag ville kalde stress," forklarer hun til vært Mikael Pass.

Herefter trak Julie Maria stikket på ubestemt tid og besluttede sig for at hun havde brug for at gentænke sit kunstneriske virke. Hun vidste også, at hun havde brug for at flytte sig rent fysisk. Til et sted, hvor naturen kunne give hende ro og hvor tiden føltes mere langstrakt. Det sted fandt hun i Trekroner. 

"Det blev begyndelsen til at favne hvem jeg er og huske på at pausen og den rolige vejrtrækning er med til at skabe min kunst. At det ikke er på bekostning af den eller modsat fra den", forklarer hun.

Frihedens lysår

Efter lang tid væk fra musikken fandt Julie Maria frem til sangskriverkonkurencen Alsang 2020, hvor tekstforfatteren Anne Vad havde vundet første del af konkurrencen med sin tekst 'Frihedens Lysdøgn'. 

Anden del af konkurrencen gik ud på at sangskrivere fra hele Danmark blev inviteret til at skabe en melodi til teksten. En udfordring som Julie Maria tog op. 

Da hun undervejs stødte på udfordringer, kontaktede hun en anden person med tilknytning til Roskildes musikliv, nemlig musiker i Roskildes stadsmusikant-orkester Dreamers' Circus, Nikolaj Busk, som gjorde melodien færdig sammen med hende. 

Sammen endte de med at vinde konkurrencen og sangen blev også optaget i Højskolesangbogen. Processen omkring hele sangen blev et særligt vendepunkt for Julie Maria, der med henvisning til sangens titel betegner det år som 'frihedens lysår'.

"Det siger jo noget, om at der hvor man tror man er længst væk fra noget, kan man være lige i epicenteret, ikke? Altså jeg vidste ikke hvem jeg var, jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen og der lavede jeg - uden at vide det - hvad der måske er blevet et af mine hovedværker," siger hun. 


IMG 7203
Mikael Pass interviewer Julie Maria til podcasten 'Stemmer fra Musikbyen' i Polyfonstudiet. Foto: Simon Westergaard.

Hold det lokalt

Efter successen med 'Frihedens Lysdøgn' har Julie Maria arbejdet med, at genopfinde sig selv som kunstner. En central del af det har været at skabe et set-up omkring sin musik baseret på en 'loop-station', som er en slags pedalboard, der gør det muligt for hende at manipulere og gentage kor, rytmer og guitarspil når hun spiller live - helt uden hjælp fra andre musikere. 

Da hun på et tidspunkt følte sig klar, tilkendegav hun overfor forskellige folk i branchen, at hun havde brug for at komme ud at spille med det nye setup og da Lars Sloth, der på det tidspunkt var spillestedsleder på Gimle, fik nys om det, tog han straks kontakt til hende. Det blev startskuddet til det samarbejdsprojekt mellem Julie Maria og Gimle, som de kalder "Hold Det Lokalt". 

'Hold det lokalt' handler om at nære lokale og bæredygtige fællesskaber gennem musikken og kommer til udtryk i både koncerter på utraditionelle steder, workshops og samtaler mellem kunstnere i byen. Alt sammen med fokus på det lokale og på at være bæredygtige hele vejen rundt. F.eks. skal lyd- og lysteknikeren bo i Roskilde, tøjet skal være fra en lokal butik, håret sat/klippet hos en lokal frisør, råvarer, mad og drikke skal være produceret lokalt osv. 

Samtidig kommer projektet ud på steder, som ikke normalt huser musikken, for at synliggøre musikkens evne til at skabe lokale fællesskaber. Dette har indtil videre bl.a. gjort at Julie Maria har optrådt i den bæredygtige tøjbutik i Roskilde, Langsamt, samt på Roskilde Brandstation. 

Julie Maria mener, at projektet har gode vilkår for at lykkes netop i Roskilde. 

"Det er jo fuldstændig fantastisk at mærke, at jeg er blevet en del af en by, der virkelig ærer musikken helt, helt ægte og har det med i det store og i det små," siger hun. 

Er du blevet nysgerrig på Julie Marias liv med musikken og projektet Hold Det Lokalt, kan du høre hele podcasten i playeren ovenfor, på dette link eller der hvor du hører dine podcasts - du søger bare på 'Stemmer fra Musikbyen'.