Tilbage til oversigt
Tilbage til oversigt
I samarbejde medRoskilde Kommune

Stads­musikanter i Roskilde

I samarbejde med
Roskilde Kommune

Stads­musikanter i Roskilde

Portræt af bandet Dreamers' Circus
Dreamers' Circus består af medlemmerne Nikolaj Busk, Ale Carr og Rune Tonsgaard Sørensen. Foto: Søren Lynggaard Andersen.

Det internationalt anerkendte folkorkester Dreamers Circus' er tilknyttet som Stadsmusikanter i Roskilde frem til sommeren 2024.

Dreamers' Circus er i en 3-årig periode udnævnt som Stadsmusikanter i Roskilde Kommune. 

Aftalen går ud på at bandet sammen med Roskildes lokale musik- og kulturliv skal skabe forskellige arrangementer og initiativer, som får musikken til at leve i byen og åbne folkemusikken og vores fælles kulturarv op for endnu flere.

Rune Tonsgaard Sørensen, der er medlem af Dreamers' Circus, er selv fra Roskilde og blev opdraget i den roskildensiske folkemusik fra barns ben, så det er i høj grad naturligt for bandet at arbejde med musikken i området. 

Stadsmusikantordningen giver mulighed for økonomisk støtte til samarbejder med Dreamers' Circus og har igennem årene muliggjort at der er blevet afholdt koncerter, workshops, jamsessions og kreative musikformidlingstiltag til bla. børn og unge. Alle disse tiltag har søgt at udbrede musikken til nye publikummer og skabe nye forbindelser mellem en lang række musikalske aktører på tværs af genrer. 

Har du en god idé, som du gerne vil føre ud i livet sammen med Dreamers' Circus? Så er du meget velkommen til at kontakte musikbysupervisor, Mikael Pass, på mikaelpa@roskilde.dk.

Dreamers' Circus og Kontradans

Rigsspillemanden Poul Bjerager Christiansen har sammen med stadsmusikanterne i Dreamers’ Circus fortolket seks traditionelle melodier, der alle stammer fra Roskilde/Lejreegnen og går over 3-400 år tilbage. 

Det sker som en del af Kontradans-projektet, der blandt andet også består af en række nodebøger, som Poul Bjerager i samarbejde med en kreds af andre musikelskere har forfattet. Sammen har de dykket ned i den lokale musikhistorie og fundet melodier og danse, som de gerne vil aktualisere og videreformidle til nye publikummer.  

I 2022 optog Dreamers' Circus og Poul Bjerager Christiansen seks videoer med de lokale sange, som efterfølgende udkom på bandets sociale medier. 

Læs mere om projektet her.

Nordic Folk Jam Nights med Dreamers' Circus

Bandmedlemmerne i Dreamers' Circus er opvokset i folkemusikken, hvor traditionen for at mødes og jamme er stærk. 

Derfor ønskede de at samarbejde med lokale organisationer om at skabe en månedlig jam-aften med fokus på den nordiske folkemusik. 

Sammen med det lokale kulturhus INSP! og folkemusikentusiasterne fra festivalen Ild I Gilden kom de på konceptet omkring 'Nordic Folk Jam Nights'. 

Her har bandet forsøgt at skabe et rum, hvor alle der er nysgerrige på den nordiske folkemusik kan komme og forsøge sig med at jamme. Alle har været velkomne uanset niveau og erfaring, men der lægges særligt vægt på at skabe forudsætninger for et ungt jam-miljø og ambitionsniveauet er højt.

I forbindelse med den internationale folkemusikfestival Nordic Folk Alliance, der i 2023 blev afholdt i Roskilde, blev der også inviteret til jam-aften på INSP! - denne gang med et internationalt fællesskab af folkemusikere. 

Folkemusikere spiller sammen til Nordic Jam Nights på INSP!
Musikere og branchefolk samlet til Nordic Folk Jam Nights på INSP
Ale Carr fra Dreamers' Circus spiller til Nordic Folk Jam Nights
Med Nordic Folk Jam Nights på INSP har Dreamers' Circus sammen med lokale samarbejdspartnere forsøgt at starte en tradition for at jamme nordisk folkemusik. Foto: Morten Fog.

Workshops og koncerter med de musiske skoler

Det har været et stort ønske for bandet at engagere sig i unge, aspirerende musikere i området, så det var derfor en stor glæde, da Roskilde Musiske Skole og Roskilde Kulturskole fandt sammen med bandet om en række workshops, hvor elever fra skolerne fik undervisning af bandmedlemmerne. 

Kulminationen på de forskellige workshops blev en koncert i Guldaldersalen d. 29 april 2023 på Hotel Prindsen, hvor elever og lærere spillede op til fest og dans. 

En musikalsk vitaminindsprøjtning

Generelt har stadsmusikantordningen været en vitaminindsprøjtning for musikken i Roskilde. 

Mange lokale foreninger har gjort brug af ordningen, som har skabt musikalske oplevelser flere steder i byen. 

Dreamers' Circus har således været i spil til følgende arrangementer: 

  • Koncerter i Palæhaven
  • Workshops med RIA-kollektivet
  • Velkomstkoncert og fejring af projektet Kontradans i Guldaldersalen.
  • Workshops med undervisere på Roskilde Musiske Skole og Roskilde Kulturskole
  • Optagelse af videosessions med Poul Bjerager og projektet Kontradans
  • Koncert med Mynsterland på Gimle
  • Koncert til Frivillig Fredag i Roskilde Kongres- og Idrætscenter
  • Koncert i Sct. Hans Have i forbindelse med lancering af Naturperler
  • Fællessang og koncert til Himmelske Dage i Palægården
  • Workshops og koncerter med de musiske skoler
  • Musik og tegnekoncert for børn i Kreativt Hus For Børn
  • Talk og koncert til GRASP-festival
  • Jam Nights til Nordic Folk Alliance og på INSP!
  • .. samt meget mere. 

Både bandet og musikbysupervisor Mikael Pass opfordrer alle, der har gode idéer til projekter, hvor stadsmusikanterne kan komme i spil til at kontakte Mikael Pass