Delta
Delta er et forløb for unge eventmagere, der sideløbende med at arrangere en årlig festivalbegivenhed lærer om alle discipliner inden for eventplanlægning.
Mens andre går til fodbold har unge i Roskilde muligheden for at gå til festival.
Det sker i forbindelse med projektet DELTA, der er en blanding af en musikfestival og et læringsforløb for unge med en eventarrangør i maven.
Siden 2020 har DELTA præsenteret både upcoming og etablerede kunstnere på scenen, mens de unge arrangører i samarbejde med erfarne sparringspartnere fra Gimle og Klub Roskilde Øst har fået erfaring med bla. booking af kunstnere, PR, SoMe-content og pladsudsmykning.
Af unge, for unge
De unge medarrangører er mellem 13 og 19 år gamle. Sammen danner de et forpligtende fællesskab, hvor de bliver enige om hvordan festivalen skal skabes.
Deltagerne opfordres til at se festivalen som deres kreative legeplads, hvor de med deres nysgerrighed og virkelyst får indflydelse og tager ansvar.
Håbet er at forløbet kan give de unge konkrete værktøjer, som de kan bruge i musik- og eventbranchen, og på den måde skabe en naturlig fødekæde af unge, der er interesseret i musikken enten som arrangører, udøvende musikere eller frivillige.
Fakta om Delta
- I 2023 var der 1000 besøgende til Delta Festival. I 2022 var der 700.
- Over 35 unge var involveret som frivillige, mens otte unge var med i det fulde forløb.
- DELTA Festival er levendegjort af et samarbejde mellem parter med hvert sit ekspertiseområde i forhold til musik og børne- og ungekultur: Gimle og Klub Øst Roskilde/RIA kollektivet.
- DELTA støttes af Alle Tiders Musikby, Roskilde Festival, Statens Kunstfond og Tuborgfondet.
Har du spørgsmål til Delta kan du skrive en mail til delta@gimle.dk