Skrevet af Mikael Pass
mandag den 4. marts 2024
Med rødderne solidt plantet i det inkluderende fællesskab omkring INSP! arbejder Daniel Nayberg for at demokratisere adgangen til faciliteter og viden inden for musikteknologi og musikproduktion.
3 hurtige til Daniel Nayberg fra INSP! og BlipBlop Studio
Daniel Nayberg er daglig leder af INSP! og driver BlipBlop Studio sammen med Rasmus Fisker.
Daniel Nayberg har været en central figur i Musikbyen Roskilde i mange år. I dag arbejder han som daglig leder af INSP!, der er et inkluderende fællesskab i hjertet af Roskilde by med plads til alle og mulighed for at deltage i koncerter, teater, dans, fællesspisninger og meget mere. Daniel er også musiker og producer og sammen med Rasmus Fisker har Daniel startet BlipBlop Studio, som har til huse på INSP!
Vi har stillet Daniel 3 hurtige spørgsmål om hans liv i musikken og drømme for musikbyen.
Hvad optager dig i dit arbejde med musikken lige nu?
At demokratisere adgangen til faciliteter og viden inden for musikteknologi og musikproduktion. Vi har en kæmpe skare af især unge mennesker, som er interesserede i beat-making, mix, indspilning, mastering, lydteknik og elektronisk musikproduktion i det hele taget – men vi har utroligt få platforme for dette. Man kan ikke gå til elektronisk musik eller produktion på musikskolerne, det er ikke en del af pensum i hverken folkeskole eller gymnasier, ingen studier eller producere tager praktikanter, det er håbløst underrepræsenteret i medierne og den eneste rigtige mulighed for at snuse til feltet (hvis ikke man er klar til at satse hele fremtiden på ting som MGK og musikkonservatorier) er via dyre private uddannelsestilbud. Mange ved simpelthen ikke hvor de skal gå hen. Det er paradoksalt, for det har aldrig været nemmere at komme i gang med at lave musik, men samtidig er adgangen til relevante læringsarenaer måske historisk begrænset.
En konsekvens af dette er, at miljøerne inden for de mere elektroniske genrer er ekstremt fragmenterede og at rigtig meget læring foregår derhjemme alene foran YouTube og andre online medier. Det leder i min erfaring til en meget overfladisk og ”quick-fixy” forståelse for stoffet, men vigtigst af alt synes jeg at musik er og bør være socialt.
Der er så stort potentiale i den elektroniske musikproduktion, fordi den kræver nogle helt andre kompetencer end at lære at spille instrumenter – der er ingen barrierer ift. at forstå musikteori eller at bruge mange timers øvelse på at opbygge motorik m.v. før man kan komme i gang. Min erfaring er, at man derfor kan tiltrække nogle helt andre målgrupper, end vi normalt ser i mere ”traditionel” musikundervisning. Her er altså et oplagt inklusionspotentiale – og et potentiale for at Roskilde kan blive pionér på området.
Derfor er vores lille bidrag, at vi prøver at åbne BlipBlop Studio op for unge community-aktiviteter som masterclasses, meetups og producerklubber.
Hvor finder du inspiration i dit arbejde med musikken
I de unge mennesker der frekventerer vores studie og INSP. Der er en helt vild energi i nogle af de unge miljøer i øjeblikket – ikke mindst i initiativer som RIA Kollektivet og HVAD CRU. Det synes jeg er hammerinspirerende. Hvis jeg ved at støtte og skabe anledninger kan være med til at skabe grobunden for, at nogle af fremtidens spændende artister kan spire frem her i byen, så giver det hele mening for mig.
Hvis du tænker fem år ud i fremtiden – hvad er så den største forandring du håber er sket i Musikbyen?
At vi er lykkedes med at realisere ”Kedelcentralen” ved INSP. Her drømmer vi om et hus hvor hele fødekæden af den elektroniske musik og musikteknologi kan leve i et inkluderende miljø. Her vil vi skabe ”stedet man går hen” hvis man er nysgerrig på musikproduktion, mixing, livelyd, DJ’ing og alt det andet, som ikke nødvendigvis handler om instrument- og hørelære. Vi har en interesseret fond, og kommunen arbejder på lokalplanen, så vi håber at lykkes med første spadestik inden for 5 år.
Derudover at musikbystrategien stadig står som en stærk prioritet for Roskilde Kommune. At vi som musikaktører kan holde politikerne til ilden ift. at musikken fortløbende skal være en vigtig del af menneskers tilværelse, og en metode til at understøtte gode liv.